Det har længe været god latin at kræve korte sætninger i radio og TV, og det af hensyn til forståeligheden; men nu fokuserer sprogforskeren Jonas Nygård Blom fra Syddansk Universitet i stedet på kompleksiteten. Jo længere afstand mellem de led i sætningen, der naturligt hører sammen, jo større kompleksitet. Med et konstrueret eksempel:

Skatteministeren meddelte på pressemødet at han har, efter i går aftes at have konsulteret regeringens koordinationsudvalg, kort efter at have modtaget departementschefens supplerende redegørelse, en slags replik til den redegørelse, som direktøren for Skat København havde afleveret samtidigt med departementschefens første redegørelse, indstillet til regeringen, at der, for at få helt klarhed over sagen, skal nedsættes en undersøgelseskommision, der skal undersøge hele forløbet i sagen om ulovlig videregivelse af ulovlige oplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidts beskatning.

Der er her langt mellem hjælpeverbet "har" og det egentlige verbum "indstillet". For slet ikke at tale om det, der er indstillet, nemlig nedsættelse af en undersøgelseskommision, der skal undersøge forløbet. Teorien er, at de lange afstande mellem sætningsled, der naturligt hører sammen, sætter hjernen på overarbejde og gør det svært at følge med. Uanset sætningens længde. Ud fra det synspunkt kan det fx anbefales, at udsagnsled skal komme tæt på grundleddet, at verber skal være tæt på hjælpeverber og genstandsled og hensynsled tæt på verbet. Her udtrykt i simple ord, kendt fra skolegrammatikken.

Jonas Blom har taget stikprøver af DR's nyhedsudsendelser med nøjagtigt 10 års mellemrum, fra 1946 til 2006. Det viser sig, at kompleksiteten er faldende gennem de tres år. Der  bliver altså færre komplekse sætninger, hvor der er langt mellem de led, der naturligt hører sammen. Undersøgelsen viser også, at den gennemsnitlige sætnngslængde er faldet og at der bliver færre ledsætninger. 

Ud fra teorien skulle alt dette bidrage til en større forståelighed, men Blom tøver med at trække den slags håndfaste konklusioner. For det første viser svenske undersøgelser - forfriskende gengivet - at korte sætninger ikke i sig selv øger forståeligheden. For det andet spiller det også ind, hvordan oplæseren med sin prosodi gengiver teksten, uanset sætningernes længde og kompleksitet. Og det svarer helt til min egen erfaring: På godt og ondt kan radio- og TV-oplæserens sætningsmelodi, trykfordeling, rytme, pausering og tempo gøre selv en vanskelig sætning helt forståelig - og den korte og simple sætning helt uforståelig.

Om lige præcist noget af dette handler Jonas Bloms næste undersøgelse, der omhandler sætningstrykkene hos TV-avisens værter. Undersøgelsen forventes offentliggjort i løbet af foråret 2012, og det bliver spændende læsning. Trykfordelingen i en sætning er helt afgørende for dens forståelighed og hvad mediesproget angår er emnet ikke blevet systematisk undersøgt og beskrevet siden Lone Rørbechs artikel "Den fremmedgjorte tale" i tidsskriftet Retorik Studier i 1982.

For resten: Har du et forslag til, hvordan sætningseksemplet ovenfor kan skrives om, så konstruktionen bliver mindre kompleks? Hvis ja, kan du komme med dit bud som en kommentar til artiklen her.

Jonas Bloms artikel om udviklingen i radioavisens sprog kan downloades gratis fra Nordicom Reviews.

Knud Lindholm Lau